Mange kloge fodboldhoveder kaldte det for et underligt skifte, da Robinho valgte at tage fra Real Madrid til Manchester City. Og opholdet i England er da heller aldrig blevet til nogen succes for den lille vævre brasilianer.
Nu flygter han hjem til Brasilien for at få klubkarrieren på ret køl. I de næste seks måneder er han lejet ud til Santos.
"Robinho er en spiller, der behøver at spille regelmæssigt. Vi ønsker ham al held og lykke med sin lejeaftale," siger Manchester City-træner Roberto Mancini til klubbens hjemmeside.
Robinho forlader det kolde England og vender snuden mod de varmere himmelstrøg på mandag.
Den 26-årige brasilianer skiftede fra netop Santos til Real Madrid i 2005. Dengang blev han regnet for at være et af verdens største fodboldtalenter.