Angriberen Robinho kan muligvis imødese en disciplinær straf, fordi han har forladt Manchester Citys træningslejr på Tenerife uden tilladelse.
"Jeg ved, Robinho ikke befinder sig i træningslejren. Hvis han har forladt stedet, er det et brud på reglerne. Jeg afventer at kende alle omstændigheder," siger klubbens direktør Garry Cook til BBC.
Nogle engelske medier spekulerer i, at den 24-årige stjerne er vendt tilbage til Brasilien for at fejre sin nært forestående fødselsdag.
Manchester City satte ny britisk transferrekord, da Robinho blev hentet i Real Madrid for cirka 268 millioner kroner i august sidste år.
Siden har City forsøgt at hente endnu en brasilianer, Kaka, til Manchester, men det er ikke lykkedes.