Han har før indtaget det store lærred i konekjoler og støttestrømper som Mrs Doubtfire. Og nu går det måske løs igen.
I hvert fald mener et produktionsselskab, at ligheden mellem Robin Williams og den skotske sangfugl Susan Boyle er slående.
Ifølge New York Post er den farverige amerikanske skuespiller og komiker blevet spurgt, om han vil spille Susan Boyle i en filmatisering af den skotske ungmøs livshistorie.
Susan Boyle opnåede stjernestatus, da hun henførte først dommerne og siden seere verden rundt med sin smukke version af "I Dreamed a Dream".
"Jeg synes, hun er fantastisk," siger Robin Williams. Han vil endnu ikke røbe, om han takker ja til det fornemme tilbud, men rygter vil vide, at han allerede har lavet imitationer af Susan Boyle og hendes sang påsmurt en tyk, skotsk accent over for sine venner.