21 sæsoner skulle der går, før Ebbe Sands målrekord i Superligaen fra 1997/98 blev overgået.
Lørdag eftermiddag scorede Robert Skov for 29. gang i Superligaen i denne sæson, da han efter en times spil af opgøret mellem FC København og FC Nordsjælland udlignede til 1-1.
I sidste uge tangerede Skov Ebbe Sands rekord med et mål på straffespark i udekampen mod Esbjerg, men rekorden overtager han nu alene, og det er Robert Skov stolt over.
- Det var specielt at se den gå i mål, men det er ikke noget, jeg har spekuleret så meget over. Hvis det skulle ske, ville det være en sjov ting, og jeg er selvfølgelig super stolt over det.
- Nummeret 29 har en speciel betydning for min familie og jeg, så at score 29 mål er jeg stolt af. Min farfar er født i 1929, og det er derfor, jeg har det nummer. Nummeret 29 står for min familie, siger FCK-profilen.
Den abdicerende målkonge lykønsker Robert Skov med en flot sæson.
- Det er imponerende, at han har scoret så mange mål som midtbanespiller. Det er vanvittig godt gået. Det bliver spændende, om han kan blive ved i næste sæson, siger Ebbe Sand til TV3 Sport.
Ebbe Sand, der nu er sportsdirektør i Brøndby, vil dog kunne forsvare sig med, at der i 1997/98-sæsonen kun var 33 spillerunder i Superligaen, mens der i år er 36 spillerunder for rækkens seks bedste hold.
/ritzau/