Robert Redford gennemlever lige nu alle forældres værste mareridt, efter han fredag måtte tage afsked med sin søn.
Hollywoodstjernen, der nu er 84 år, mistede sin 58-årige søn James til leverkræft. Robert Redford er knust ovenpå dødsfaldet og sørger sammen med sin familie.
Det oplyser skuespillerens repræsentant til People, hvor hun udtaler sig på vegne af skuespilleren.
– Sorgen over tabet af et barn er ubeskrivelig. Jamie var en kærlig søn, mand og far, lyder det fra skuespilleren, der beder om fred til at sørge.
Robert Redford er far til fire: sønnerne James og Scott og døtrene Amy og Shauna, som han fik i sit første ægteskab med Lola Van Wagenen. De var gift i 27 år fra 1958 til 1985. I 2009 giftede Robert Redford sig med sin nuværende kone, den tyskfødte Sibylle Szaggars, der er 19 år yngre end ham.
James Redford efterlader sig to børn, Dylan og Lena, samt hustruen Kyle Redford.