Skuespiller Robert Hansen er torsdag blevet løsladt fra varetægtsfængsling efter et retsmøde om hans fortsatte fængsling.
LÆS OGSÅ: Robert Hansen-sagen mangler stadig efterforskning
Det oplyser en dommer ved Retten på Frederiksberg. Anklagemyndigheden har kæret rettens kendelse, skriver Ritzau.
Retsmødet foregik bag lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning. Af den grund er det ikke kommet til offentlighedens kendskab, hvilke beviser der blev fremlagt under retsmødet.
Men dommeren har afgjort, at der kun er begrundet mistanke om, at skuespilleren har gjort sig skyldig i simpel vold. Derfor er fængslingsgrundlaget ikke længere til stede.
Den 54-årige skuespiller blev varetægtsfængslet for 14 dage siden, og er sigtet for at have udsat en kvinde for vold tre gange.
I det første tilfælde er Hansen sigtet for at have slået med knytnæve mod kvindens hoved og ene balde. Han skulle også have slået hendes hoved ned mod gulvet og snittet hende i ballen med en kniv.
I det andet forhold drejer sigtelsen sig om en episode, hvor Hansen angiveligt tog fat i offerets hår og kastede hende mod gulvet, hvor han sparkede hende på hoften.
Den tredje sigtelse drejer sig om, at Hansen skal have rusket kvindes hoved og spyttet på hende.
Robert Hansen er tidligere dømt for vold.
I 2023 fandt Retten på Frederiksberg ham skyldig i to forhold om vold mod ekskæresten Nynne Larsen.
I den seneste sag er der nedlagt navneforbud for den forurettede kvinde.
Robert Hansen blev kendt i den brede offentlighed, da han omkring årtusindskiftet var spillede Victor i filmen "Kærlighed ved første hik".