Skuespilleren og Vild med dans-charmøren Robert Hansen skal være vært på programmet The Singing Bee, der kommer på TV 3 til efteråret.
I en pressemeddelelse skriver TV 3, at det er et program, hvor deltagerne skal optræde med at synge. De skal hverken synge rent eller pænt, men bare huske teksten. Med andre ord bliver der stillet ligeså store krav til deltagerne, som til fulde fodboldfans.
Og det passer Robert Hansen godt.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Jeg har set nogle af programmerne fra USA, og de er superfede. Den energi og den måde programmerne er skruet sammen på, passer enormt godt til mig. Jeg har i rigtig lang tid godt kunne tænke mig at prøve at være vært igen, så det her er rigtig fedt. Jeg er så glad for at få den her chance, det er en kæmpe udfordring, siger Robert Hansen.
The Singing Bee, kommer slet ikke til at hedde The Singing Bee, men noget helt andet. Hvad, vil TV 3 ikke afsløre endnu, ligesom kanalen heller ikke har løftet sløret for premieredatoen.