Han er kendt som en af vor tids største sangstemmer. Den tidligere Take That-stjerne og succesfulde solokunstner Robbie Williams har dog ikke altid publikum i sin hule hånd.
Det blev bevist, da han ville synge en helt særlig sang, som han har skrevet til den fem måneder gamle datter Teddy.
"Go Gentle" hedder sangen foreløbig, men den blide melodi fik datteren til at nå kvalmegrænsen - og det i en sådan grad, at hun endte med at kaste op.
- Jeg sang for hende, mens vi gik rundt derhjemme. Hun var i en babyslynge, så hun var tvangsindlagt til at høre den. Jeg troede, hun kunne lide sangen, men så kastede hun op. Strengt publikum, siger Robbie Williams ifølge Female First.
Det er sangeren og hans kone, Ayda Fields, første barn. Hun blev oprindeligt navngivet Theodora Rose, men bliver kaldt Teddy.
Den populære kunstner afslører også, at han lige nu samarbejder med sangskriveren Guy Chambers, der blandt andet var bagmand bag klassiske Robbie Williams-hits som "Angel" og "Let Me Entertain You".
/ritzau/