Robbie Williams er en ydmyg mand på trods af, at han har solgt millioner af albums og fået mange pigehjerter til at smelte.
Efter hans deltagelse i den engelske udgave af X-Factor fortæller han i et interview med The Sun, at han formentig ikke kunne konkurrere med deltagerne, som han er dybt imponeret over.
"Min stemme er ikke så god, som nogen af disse deltagere. Jeg var nok ikke kommet igennem, fordi jeg er heldig, hvis jeg kommer igennem en sang og har ramt alle tonerne rigtigt. De her mennesker kan virkelig synge."
Men han er ikke et sekund i tvivl om, at han ville have meldt sig til showet, hvis det havde eksisteret, da han var ung.
"Jeg ville have været spændt og overrumplet over muligheden for at gå videre. Det ville være den eneste måde at gøre det på for sådan én som mig," fortæller han.
Den tidligere Take That-stjerne skal være mentor for 12 deltagere på programmet, men han indrømmer, at han ingen anelse har om, hvad han skal sige til dem.
"Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige til mig selv. Hvis der er små nuancer, der skal ændres i musikken, og den måde de synger på, så opdager jeg det ikke."