Anti-rygere og helsegrupper er helt oppe af stolene oven på Robbie Williams? optræden under to koncerter i Brisbane, i den australske delstat Queensland. Under sine koncerter trodsede stjernen bevidst statens forbud mod rygning på offentlige steder og dampede løs på smøgerne, oplyser AP.
Det var hans eneste last efter at have opgivet sprut og stoffer, sagde han ifølge nyhedsbureauet under koncerten.
Men det var der mange, der ikke syntes var sjovt, for det er et forkerte budskab at sende til børn og unge.
Robbie var ligeglad. Til sin koncert nummer to sagde han, at han havde hørt om balladen og lovede ikke at ryge mere - mens han røg videre.
Man bryder ikke ustraffet Australiens strenge rygelovgivning. Ud over skæld ud fra velmenende helseprofeter står Robbie Williams nu også til en bøde. På formidable 150 Australske $, cirka 750 kroner.
Robbie Williams behøver ikke at bekymre sig om, hvordan han skal hive de mange penge ud af sit sikkert meget stramme budget.
Queenslands overhoved, premierminister Peter Beattie, vil betale bøden for Robbie Williams, fordi entertaineren var delstatens gæst og derfor hans ansvar.