Ritzau
Opdateret kl. 00:05
Bayern Münchens offensive stjerne Arjen Robben indstiller sin landsholdskarriere for Holland.
Det meddeler han efter Hollands sejr på 2-0 over Sverige i den afsluttende VM-kvalifikationskamp tirsdag aften.
Resultatet betød, at Holland ikke kommer med til VM i Rusland næste år. Holland behøvede en sejr på mindst syv mål for at holde VM-håbet i live.
Robben sluttede af med manér i den orange trøje, da han som anfører tegnede sig for begge mål i sejren. Hans andet mål var endda en perle fra kanten af feltet.
- Vi vidste, at vi ikke havde en chance for at nå VM, men det var en fantastisk kamp. Det har ikke været let at tage en beslutning om at stoppe på landsholdet, men jeg er 33 år nu og må fokusere fuldt ud på min klub.
- Jeg har været på landsholdet i 14 år. Det har været smukt, det har været fantastisk, siger Arjen Robben.
33-årige Robben var blandt nøglespillerne for Holland ved VM i 2010 og 2014.
I 2010 nåede Holland frem til finalen, som blev tabt med 0-1 til Spanien. I 2014 snuppede holdet bronzemedaljer.
- Jeg vil altid huske VM-slutrunderne i 2010 og 2014. Det er mine bedste minder. Ved de to slutrunder formåede vi at forme et rigtigt hold, siger Arjen Robben ifølge AFP.
Hans landsholdsstatistik slutter på 96 kampe og 37 mål.
/ritzau/