Der er kun spillet 16 af 38 spillerunder i den bedste spanske fodboldrække, men ingen synes i tvivl om, hvem der vinder mesterskabet. Alt og alle peger på FC Barcelona.
Efter søndagens 4-1-sejr over de nærmeste forfølgere i ligaen - Atlético Madrid - har Barcelona ni point ned til netop Atlético Madrid og hele 13 point ned til ærkerivalerne fra Real Madrid.
Og konkurrenterne bøjer sig i støvet - uden forbehold.
- Dette er blevet en kedelig liga. Vi gjorde, hvad vi kunne, men de (Barcelona, red.) er virkelig i en liga for sig selv, siger Atlético-træner Diego Simeone.
Barcelona har vundet 15 af sæsonens 16 første ligakampe - og spillet en enkelt kamp uafgjort. Real Madrid famler til gengæld gevaldigt. Søndag blev det blot til 2-2 mod bundholdet Espanyol, og træneren har allerede opgivet mesterskabet.
- Det er en umulighed at genvinde ligaen, sagde José Mourinho søndag.
I Barcelona nyder man selvsagt succesen, og træner Tito Vilanova er overrasket over, at holdet allerede på nuværende tidspunkt fører ligaen så suverænt, som det er tilfældet.
- Vi havde aldrig forventet at være i denne situation i december, men det skyldes spillerne og træneren, lyder det ikke helt ydmygt fra Vilanova.
Barcelonas sportsdirektør Andoni Zubizarreta roser sit hold.
- Vores hold har masser af karakter og mange forskellige ressourcer, siger han.
Dog er de selv i Barcelona varsomme med at bestille champagne og kaviar allerede nu, for der resterer trods alt stadigvæk langt over halvdelen af sæsonen.
- Atlético og Real Madrid giver ikke op. Vi har et godt forspring, men der resterer stadig mere end en halv sæson, siger Sergio Busquets.
/ritzau/DPA