Ritt Bjerregaards drømme om at anbringe et ungdomshus ved siden af den tidligere Stevnsgades Skole begynder at ligne et mareridt for overborgmesteren. I går landede et særdeles skarpt brev fra Guldberg Skole, der ligger klos op af de foreslåede lokaler, på Ritt Bjerregaards skrivebord. Skoleinspektøren, forældrerepræsentanten og skolebestyrelsesformanden udtrykker først og fremmest harme over, at Ritt Bjerregaard ikke har talt med skolen, før hun stod frem i medierne med forslaget. Guldberg Skole blev til efter en sammenlægning mellem Stevnsgades Skole og Sjællandsgades skole i august sidste år, og deres 7.-10. klasse og juniorklub holder til i nabobygningen til det måske kommende ungdomshus. Det får ledelsen til at spørge Ritt Bjerregaard:
Panik
»Hvad er overborgmesterens vision med at omdanne Guldberg Kvarteret til et større børne- og ungecenter, der blander de 9-15 årige folkeskoleelever med 15-25 årige fra Ungdomshuset?«
Anja Slente Bigum er bestyrelsesformand for Guldberg Skole, og hun mener, at der hersker panik omkring beslutningen, og at tidsperspektivet virker vigtigere end at gennemtænke ideen.
»Det vækker forundring, at en alternativ og autonom ungdomskultur som den i Ungdomshuset, der efter brugernes eget udsagn, er et hus for unge skæve eksistenser fra hele landet, skal være forbillede ved at ligge i så umiddelbar forlængelse af en folkeskoles ungemiljø og midt i et boligkvarter. Hvilke overvejelser ligger til grund for overborgmesterens anbefaling af denne løsning?« spørger Guldberg Skolens ledelse videre.
Arbejdsro
Brevet ligger i forlængelse af højlydte prostester fra almindelige beboere i kvarteret.
Til gengæld er det lykkedes Ritt Bjerregaard at lande det kritiske, åbne brev, hun modtog i forgårs. Her undrede formanden for skolebestyrelsen på de 75 multihandikappede elevers skole sig over, at kommunen vil indrette ungdomshus i lokaler reserveret til hans elever.
Han udtaler nu, at han trods forundring over processen er tilfreds med overborgmesterens tilsagn om at finde andre lokaler til de multihandikappede børn.
Ritt Bjerregaard ønskede ikke at kommentere brevet i aftes, men lod via sin pressechef vide, at hun ønsker arbejdsro til at finde en løsning på problemet.
Læs kommentar side 3