Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), vil have byen borgere til at rydde bedre op efter sig. I et læserbrev i Politiken tirsdag langer hun ud efter de københavnere, der smider brugte pizzabakker og aviser på gader og stræder.
Hun henviser til turismeorganisationen Wonderfull Copenhagen der har funder frem til, at København er en af de mest beskidte byer i Norden og Baltikum. Men overborgmesteren har også ved selvsyn konstateret hovedstadens tilstand.
- Jeg var forbi Nørreport forleden, skriver hun således og tilføjer:
- Det var et sandt svineri.
Ritt: Ryd op efter fjolserne
Længere nede i læserbrevet henvender hun sig direkte til de københavnske borgere:
- Byen bliver ikke renere, før I begynder at passe bedre på den. Det kan godt være, at mor arbejder her - men derfor skal du stadig rydde op efter dig selv. Og det kan godt være, at du indimellem skal rydde op efter et af de fjolser, der endnu ikke har lært det.