Når byens nedslidte skoler og sportshaller næsten ikke kan holde regnen ude, er det uholdbart at bruge flere hundredetusinde kroner på nye rådhusmøbler.
Københavns kulturborgmester Martin Geertsen (V) langer ud efter overborgmester Ritt Bjerregaard, fordi hun har besluttet at indkøbe nye designermøbler for 850.000 kroner til sine kontorer. Det skriver B.T.
- Man skal ikke sende det signal, at vi her på rådhuset mæsker os, mens borgerne må klare sig med deres nedslidte skoler og idrætsanlæg, siger Martin Geertsen til B.T.
Men det er helt naturligt at skifte ud i møblementet, mener Ritt Bjerregaards sekretariatschef. Mange af de hidtidige møbler blev indkøbt under Jens Kramer Mikkelsens (S) tid som overborgmester, og Ritt Bjerregaard har ønsket et mere minimalistisk udtryk end de gamle lædersofaer og snedkermøbler.
- Med den ny overborgmester og ansættelsen af en
række nye medarbejdere er der opstået et naturligt opbrud, der samtidig giver os
en god anledning til at renovere kontorene, siger sekretariatschef
Jesper Rønnow Simonsen til B.T.