Hun er en af de store gamle kæmper i sit parti. Hun har en lang karriere bag sig og har oplevet lidt af hver i politik. Krige, intriger og mediernes nådesløse fokus. Men hun er i øjeblikket ude i den måske hårdeste kamp af dem alle - den 73-årige Ritt Bjerregaard kæmper mod kræften.
BT kan i dag fortælle, at tidligere socialdemokratiske minister, overborgmester og EU-kommissær er ramt af cancer i endetarmen. Hun har netop gennemgået to store operationer, og hun skriver i en sms til BT, at hun ret svag og nu samler lidt kræfter. Hun sms'er ifølge BT i stedet for at have mundtlig kontakt med avisen, fordi hun lige nu ikke har kræfter til at tale om sygdommen.
Ritt Bjerregaard deltog af samme årsag ikke, da statsminister Helle Thorning-Schmidt mandag holdt 10 års-jubilæumsreception.
Sejre og nederlag
Ritt Bjerregaard har været medlem af Folketinget, været undervisningsminister, socialminister, fødevareminister, EU-kommissær og overborgmester i København - sidstnævnte post havde hun fra 2006-2010.
Den læreruddannede Ritt Bjerregaard er gift med historikeren Søren Mørch, og hun har siden, hun gik på pension, haft tid til at passe sin økologiske æbleplantage i Stestrup Old på Midtsjælland.
I sin politiske karriere har hun oplevet både sejre og nederlag. Hun har flere gange været udsat for heftig kritisk og mediebeskydning - som da hun i 1978 overnattede i en kostbar suite på luksushotellet Ritz i forbindelse med et møde i Paris. Statsminister Anker Jørgensen fyrede hende som minister i den forbindelse, men Rigsrevisionen erklærede siden, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.