25 millioner besøgende i København på blot fire måneder. Det kan blive realiteten i 2020.
Flere medier erfarer nemlig, at Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), senere torsdag vil afsløre, at hovedstaden vil søge om at blive vært for den såkaldte verdensudstilling, Expo 2020.
Og det kan, siger kilder på Københavns Rådhus til Jyllands-Posten, meget vel trække op mod 25 millioner mennesker til byen i løbet af de fire måneder, udstillingen varer.
Ifølge Jyllands-Posten afslører Ritt Bjerregaard planerne torsdag eftermiddag under fejringen af, at København netop er kåret til den by i verden med den bedste livskvalitet.
Expo-udstillingerne afholdes hvert femte år.