Udseendet har stor betydning.
I hvert fald hvis man spørger overborgmesteren i København, Ritt Bjerregaard (S).
Hun har brugt omtrent 850.000 kroner på at omdekorere sit borgmesterkontor og sekretariat. En nyhed, der fik blandt andet hendes borgmesterkollega Martin Geertsen (V) til at kritisere Ritt Bjerregaard i skarpe vendinger og bedyre, at der ikke er nogen grund til at overdrive .
Overborgmesteren afviser dog alle beskyldninger om unødvendigt frås. Pengene er nemlig ikke kun brugt på hende selv, men har betalt nye møbler i hele tre kontorer med i alt 13 medarbejdere.
- Både mit kontor og sekretariatet har lidt under, at møblerne enten var meget slidte eller ikke opfyldte kravene til en moderne arbejdsplads - og så passede de slet ikke sammen, skriver Ritt Bjerregaard i en pressemeddelelse.