Han vil ikke længere kæmpe imod. Han er skyldig. Og han siger det selv.
- Jeg erkender, at der er begået en ulovlighed, selvom den ikke var tilsigtet.
De højst overraskende ord fra Klaus Riskær kom kort før Østre Landsret i dag skulle begynde appelretssagen mod finansmanden.
Han vil således opgive at anke halvdelen af sin straf på syv års ubetinget fængsel – som han ellers fik i marts.
Dog vil han stadig kæmpe imod dommen om, at han var skyldig i bedrageriforsøg i forbindelse med salget af firmaet Cybercity. Firmaet blev solgt til amerikanske Advent for en halv milliard kroner.
Riskær vil her indkalde amerikanske vidner, der skal forklare, at han er uskyldig i dén anklage.
- Jeg er i super form. Jeg glæder mig at få løst denne sag. Det er rigtigt, at der er et problem. Og det må jeg betale for. Resten er ikke noget problem. Jeg ser det som ren business.
Der er afsat 50 retsdage til sagen.