De historisk høje huspriser er ude af trit med den økonomiske udvikling, derfor er der risiko for et kraftig fald i boligpriserne.
Det advarer Arbejdernes Erhvervsråd (AE) om i en endnu ikke offentliggjort rapport, skriver Børsen.
Det mest dystre scenarie viser et fald i huspriserne på 15 procent, hvilket vil udløse 18.000 arbejdsløse og halvere væksten i dansk økonomi over de kommende to år.
»Boligpriserne er steget med 25 procent siden slutningen af 2005, selvom folks muligheder for at købe et hus i samme periode er blevet forringet i takt med stigningen i renten. Udviklingen i boligpriserne har dermed i over et år været ude af trit med udviklingen i de underliggende økonomiske forhold,« siger rapportens hovedforfatter, Martin Windelin, økonom i AE.