De er begyndt at sidde lidt uroligt i stolene hos Københavns Energi. 40 mand er i konstant arbejde med at registrere københavnernes gaskomfurer, inden den nye type bygas får premiere til efteråret.
Arbejdet skrider planmæssigt frem, på nær hvad angår de 4.500 københavnere, som de opsøgende medarbejdere ikke kan komme i kontakt med.
»Flere af dem har vi kontaktet flere end 10 gange. Både med breve og ved at banke på deres dør,« siger Marianne Nielsen, kommunikationsansvarlig i Københavns Energi.
Husk hinanden på det
»Det begynder at haste med at få dem i tale, og vi samarbejder med de kommunale forvaltninger omkring problemet. Mange er måske på ferie eller lige flyttet. Men jeg er bange for, at flere ikke har ressourcer til at lukke op,« siger hun og opfordrer samtidig naboer og pårørende til at huske hinanden på udskiftningen.
Københavns Energi skal pinedød på et tidspunkt ind i lejlighederne og registrere komfurerne, og det bliver i sidste ende Sikkerhedsstyrelsen, der beslutter, hvordan det skal ske.
Sivende gas
Marianne Nielsen fortæller, at faren for gaseksplosioner er reel, hvis et komfur fra før 1972 ikke er frakoblet inden fristen 1. juni.
»Og der vil være risiko for gasudslip fra komfuret, fordi flammerne vil blive ustabile. Det er selvfølgelig et problem, som vi tager meget seriøst,« fortsætter hun.
Hun opfordrer generelt de 13.000 københavnere, der stadig mangler at skifte deres komfur, til at komme i gang.
»Det er jo ikke som at gå ned og købe et strygejern. Der kan være ventetid på et nyt komfur, fordi efterspørgslen er stor hos både leverandører og installatører. Flere risikerer at komme til at stå uden komfur 1. juni,« vurderer Marianne Nielsen.