To yngre mænd på 18 og 15 år mistede tirsdag livet, da de kørte ind i en hest, der travede rundt på en motorvej ved Hobro. Den slags ulykker risikerer der at komme flere af i fremtiden, frygter landbruget, ifølge Nordjyske Medier.
I løbet af de næste tre år skal landmændene nemlig rette sig efter EU’s nye regler, der betyder, at hegnene, der holder heste og køer inde, skal sættes ned til en ottendedel af den højde, de har i dag. De lavere elhegn skal forhindre folk i at få stød.
Men de betyder samtidigt, at det bliver lettere for heste og køer at stikke af, hvilket i sidste ende kan resultere i flere dødelige sammenstød på vejene, frygter Eric Clausen, der er landskonsulent med speciale i heste ved Dansk Landbrugsrådgivning i Århus:
»Det synes jeg ærligt talt er en meget høj pris at betale,« siger han til Nordjyske Medier.
Et af problemerne med hegnene er, at de nogle gange ikke virker, når græs og grene vikler sig ind i dem.
De danske myndigheder, mener ikke, at de nye elhegn betyder flere ulykker:
»Det er landmændenes ansvar at sørge for, at hegnet er rent, så det virker efter hensigten. Det er jo en del af lovkravet om at holde sine dyr ordenligt beskyttede,« siger direktør i Sikkerhedsstyrelsen, der er ansvarlig for den nye lovgivning, Søren Krøigaard til Nordjyske.