Ligger du inde med en pose basmati-ris, som er købt i Lidl, er det en god ide at tjekke, om mærket er "Golden Sun Basmati-ris XXL 4,5 kg".
Lidl tilbagekalder nemlig risene, da der er konstateret et for højt indhold af svampetoxiner (ochratoxin) i risene.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det kan ikke udelukkes, at der kan være en sundhedsmæssig risiko, hvis forbrugere spiser produktet og man rådes derfor til at kassere risene eller levere dem tilbage til nærmeste Lidl-butik, hvor beløbet refunderes, også uden forevisning af kassebon.
Forbrugere, der har spist risene og oplever symptomer, opfordres til at kontakte egen læge.
Fakta: Risene er fra leverandør Van Sillevoldt Rijst B. V. og har en Bedst før-dato, der hedder 16.12.2022 til 21.12.2022.