Bundholdet TMS Ringsted leverede lørdag et flot resultat i herreligaen i håndbold, da de spillede sig til et uafgjort resultat 28-28 mod ligaens nummer fem, Århus GF, på udebane. Dermed fik de lidt overraskende endnu et point på kontoen i kampen om overlevelse i den bedste række. Med 12 point har de nu fire ned til Ajax Heroes, der ligger lige under nedrykningsstregen. Til gengæld missede Århus GF chancen for at komme endnu tættere på den forjættede fjerdeplads, der samtidig giver adgang til slutspillet. Således har Århus GF stadig to point op til GOG på fjerdepladsen.
Knap så overraskende var det, at KIF Kolding vandt 32-29 i topopgøret mod Viborg HK. Med dagens sejr er KIF Kolding nu á point med FCK Håndbold, der fører ligaen, og klubben øger samtidig afstanden ned til dagens modstander fra Viborg, der indtager tredjepladsen med 25 point efter 18 kampe.