Nogle bliver født med penge. Andre gifter sig til dem. Og rigtig mange ser dem bare dumpe ned fra oven, mens de sidder i deres andelslejlighed.
Det gælder dog ikke beboerne i 31 københavnske andelsforeninger, hvor Københavns Kommune har krav på værdistigningen. Som Nyhedsavisen tidligere har fortalt, har foreningerne kun krav på det beløb, de selv har givet til opførelsen af ejendommen og på de forbedringer, der har været.
Socialministeriet og Københavns Kommune frygter, at ikke alle kan dokumentere de forbedringer, der har været igennem de sidste 80 år, og vil nu tilbyde foreningerne 1.000 kroner per kvadratmeter som kompensation.
»Alt for lidt«
John Ferslev er advokat for fire af de berørte foreninger, og han mener, at forslaget er ubrugeligt.
»Det virker useriøst. Jeg kan ikke forestille mig, at der findes bare én forening, der ikke kan bevise forbedringer på mindst 1.000 kroner per kvadratmeter. Det er fuldstændig som at slå i tom luft,« siger han.
Tom Frederiksen er formand for andelsforeningen Havnen III, der ligger på Amager.
Han fortæller, at de sagtens kan bevise forbedringer for 1.000 kroner per kvadratmeter, og han kalder beløbet »helt ude i hampen«.
»Det er en nedgørelse af de helt store. Når SKAT vurderer, at vores ejendom er 123 millioner værd ved den sidste vurdering, er det her alt for lidt,« siger han.
Stikprøver
Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) fortæller, at beløbet er beregnet efter stikprøver, der viser, at værdien af forbedringer typisk ligger på mellem 800 og 1.200 kroner per kvadratmeter. Han tilføjer dog:
»Det er muligt, der findes foreninger, der mener, de har forbedret deres ejendom for et væsentligt større beløb, men ikke klart kan dokumentere det. En sådan forening må jo så sandsynliggøre værdien af forbedringerne.«
Advokat John Ferslev er i gang med at finde ud af, hvilke forbedringer de foreninger, han repræsenterer, kan dokumentere.
Men han understreger, at hvis forslaget er ment som en hjælpende hånd til foreningerne, er det forfejlet. »Det her er ikke et plaster på såret. Det er som at gnide salt i såret,« siger han.