Der bliver ikke fra lægterne, at F.C. Københavns spillere skal hente ekstra kræfter i aften i den altafgørende UEFA Cup-kamp på udebane mod skotske Aberdeen.
For kun 150 danske fans har taget turen over, selv om kampen er afgørende for, om de danske mestre går videre i UEFA Cuppen.
- Det er rigtig ærgerligt, når det nu er en så afgørende kamp. Der var intet vi hellere ville, end at sende så mange som muligt af sted, siger formand for FCK’s fanklub, Kristian Hartvig.
Fanklubben har slet ikke arrangeret nogen tur til Skotland, da det midt i den travle juletid ville være for dyrt at chartre et fly. Prisen på en endags-rejse ville være et stykke over 4.000 kroner.
Og da interessen for at se F.C. Københavns udekampe i UEFA Cuppen ikke har været noget nær lige så stor som i sidste års Champions League, handler det også om at undgå at brænde nallerne ved at sende et halvtomt fly af sted.
Til udekampen mod Lokomotiv Moskva sendte FCKFC 16 mand østpå. Dog ikke med eget fly.
- Champions League er en del mere attraktivt, og der er mange, som brugte rigtig mange penge på at rejse sidste år. For eksempel var der ikke booket op, da vi fløj til Lissabon, og så er det os, der får tabet, siger Kristian Hartvig.
Han håber dog alligevel at de få men fanatiske 150 fans på Pittodrie Stadium i aften får gjort opmærksom på sig selv over for de godt 20.000 brølende skotter.
- Det er jo et overmatch, der er til at tage og føle på. Men måske larmer skotterne ikke så meget, når vi fører 3-0.