Der var ingen EM-guldmedalje, men "kun" en kontant gevinst på 3.000 dollar (cirka 15.000 kroner) til den danske svømmer Rikke Møller Pedersen, da hun lørdag eftermiddag satte sin sjette europarekord.
Med tiden 1.04,21 min. i 100 meter brystsvømning tog Rikke Møller revanche ved Salnikov Cup i Skt. Petersborg, efter hun for nylig blev diskvalificeret i det indledende heat i samme disciplin ved EM i Istanbul.
Tiden, som var 22 hundrededel sekund hurtigere end den rekord, Rikke Møller havde i forvejen, havde sikret hende en sikker guldmedalje ved EM.
"Jeg er glad for, jeg fik lov til at svømme den igen og vise, at jeg er Europas bedste brystsvømmer i øjeblikket - også i 100," siger Rikke Møller Pedersen til TV 2 Sporten og fortsætter:
"Jeg ville selvfølgelig gerne have været under 1:04, men jeg er glad for, jeg har fået afsluttet min sæson med en personlig rekord og en fed oplevelse," siger hun.
Ud over Rikke Møller Pedersen sejrede også Lotte Friis og Jeanette Ottesen. Det skete i henholdsvis 800 meter fri og 100 meter butterfly.