Holdejer Bjarne Riis' ambitioner for 2012 fik et ordentligt skud for boven, da Team Saxo Banks verdensstjerne, Alberto Contador, mandag blev idømt en to-årig konkurrencekarantæne.
Især forventningerne til Tour de France er kølnet af, men Bjarne Riis' interesse for et fortsat samarbejde med spanske Contador, er tilsyneladende ikke kølnet, skriver sporten.dk.
"Jeg vil ikke have noget imod at arbejde med ham længere ind i fremtiden," sagde Bjarne Riis således til sporten.dk efter et pressemøde tirsdag aften.
Riis vil ikke fordømme sin cykelstjerne efter Den Internationale Sportsdomstols (CAS) dopingkendelse mandag, fordi det ikke blev bevist, at Contador havde dopet sig. I stedet blev stjernen dømt for at indeholde stoffet clenbuterol, som opbygger muskler og øger fedtforbrændingen.
Bjarne Riis roste i stedet sin cykelrytters karakter.
"Den person, der sidder her, er ikke bare en fantastisk cykelrytter. Han er en fantastisk person. Jeg har ikke set en rytter som ham siden Merckx (belgisk cykelrytter, red.), sagde Bjarne Riis.
Alberto Contadors kontrakt med Team Saxo Bank udløber i januar 2013, mens karantænen udløber til august i år.
Kilde: sporten.dk