Der var ingen forhandlinger, bare en meddelse fra CSC, der har lagt navn til og pumpet millioner af kroner i Bjarne Riis cykelhold. Vi stopper som sponsor med udgangen af året .
Og det accepterer den danske holdejer.
- Det er ren og skær business-strategi fra deres side. De har valgt at gå andre veje med deres branding i fremtiden, men det vigtige er, at de støtter os og blandt andet vil hjælpe med at finde en ny sponsor, hvis det bliver nødvendigt. Og så fortsætter vi et professionelt samarbejde året ud, siger Bjarne Riis til Avisen.dk.
Meddelelsen om at it-giganten trækker sig fra holdet fik Bjarne Riis få dage tilbage.
- Der er ikke noget, der varer evigt. Vi vidste, at den dag ville komme på et tidspunkt, så vi bliver ikke taget med bukserne nede, og vi føler os godt rustet, siger holdejeren, der stadig har store ambitioner med sit cykelhold.
- Det skal nok lykkes at finde en ny sponsor, for vi har et godt projekt, og vi står for de gode ting i cykelsporten, blandt andet verdens bedste antidoping-program. Vores ambitioner er ikke blevet mindre, og vi vil stadig være verdens bedste cykelhold, siger Bjarne Riis.