Riis undrer sig over timing i dopingrazzia

Bjarne Riis forstår ikke, hvorfor politiet ventede så længe med at anholde dopingmistænkte Remy di Gregorio.

Bjarne Riis havde travlt med møder og kontraktforhandlinger på Tourens første hviledag tirsdag og har derfor ikke fulgt nyheden om anholdelsen af den dopingmistænkte Cofidis-rytter Rémy Di Gregorio særligt tæt.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Saxo Bank-Tinkoff Bank-chefen undrer sig dog over, at anholdelsen af franskmanden lige præcis skulle ske på en hviledag under Tour de France.

Ifølge Cofidis' sportsdirektør Yvon Sanquer har han fået at vide af politiet, at de har fulgt Rémy Di Gregorio siden sidste efterår, hvor han kørte for Astana-holdet.

- Der er egentlig ikke så meget at sige til det. Men det er jo fjollet, at det skulle komme her. Hvorfor har de ikke gjort det noget tidligere?

- Han skulle ikke have kørt Tour de France. Hvis de har fulgt ham i et år, kunne de have reageret længe før, siger Bjarne Riis.

Han har det okay med, at Cofidis får lov at fortsætte i Tour de France - uden Di Gregorio, naturligvis.

- Ja, jeg går ikke ud fra, at det havde noget med holdet at gøre, så selvfølgelig skal de have lov at fortsætte, siger holdchefen.

Cofidis har et par gange tidligere været sat i forbindelse med doping. I 2008 trak holdet sig fra Tour de France, efter at italieneren Cristian Moreno blev testet positiv for testosteron.

Og i 2004 blev rytterne Cédric Vasseur og David Millar arresteret af fransk politi i en sag, hvor flere forbudte stoffer som epo og amfetamin var blevet beslaglagt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.