Sky-rytteren Christopher Froome gav i søndagens udgave af den franske sportsavis L'Equipe udtryk for sin drøm om at vinde Tour de France i år.
Og den danske holdejer Bjarne Riis ved godt, hvad han ville gøre, hvis han var i den engelske hjælperytters cykelsko.
Således svarede Riis følgende på et spørgsmål om, hvad Vincenzo Nibali skulle gøre for at besejre manden i den gule førertrøje, Bradley Wiggins:
- Jeg ville helt sikkert skifte rytme og bringe Wiggins i problemer. Og hvis jeg var Froome, og jeg ville vinde Touren, så ville jeg gøre det samme.
- Wiggins' svage punkt er, at han ikke kan skifte rytme, siger Bjarne Riis.
Christopher Froome ligger nummer to i den samlede stilling. Han er 2,05 minutter efter Wiggins, som fører løbet.
Chefen på Saxo Bank-Tinkoff Bank vil dog ikke løfte sløret for, hvad han ville gøre, hvis han var leder på Team Sky.
- Det er ikke mit job. Jeg ved måske godt, hvad jeg havde gjort i den situation, men jeg tror, at jeg vil lade dem om det. Jeg sidder ikke i deres holdledelse, så jeg ved ikke præcis, hvad der foregår hos dem. Hvis jeg var der, vidste jeg nok, hvad jeg ville gøre.
- Team Skys største interesse skal være at vinde Tour de France - uanset med hvem - hvis de ikke har den filosofi, så får de et problem på et tidspunkt, siger Bjarne Riis.
Og Riis mener, at Froome har gode chancer for at vinde Tour de France.
- Der er stadig en uge igen og nogle hårde etaper. Alt kan ske. Sky er i en god position.
- Froome er nummer to i klassementet, så han er i en god position, siger Bjarne Riis.
/ritzau/