Et af de store mål for Saxo Bank-Tinkoff Bank i Tour de France - løbets prikkede bjergtrøje - ser ud til at være uden for det danske holds rækkevidde.
Trods imponerende kørsel og en andenplads til Chris Anker Sørensen på 16. etape, så må holdejer Bjarne Riis erkende, at det bliver meget vanskeligt at udfordre Thomas Voeckler, som har trøjen nu.
- Det er svært nu. For Thomas Voeckler er suverænt godt kørende lige nu, og han kører en fantastisk etape i dag. Det hele kan blive afgjort i morgen.
- Hvis Voekcler kan forsvare den, så er der ikke noget at gøre, siger Bjarne Riis.
Franskmanden har 107 point og fører konkurrencen foran svenskeren Fredrik Kessiakoff, som har 103. Sørensen har 77 point.
Torsdagens etape er løbets sidste bjergetape. Men udsigten til en Tour uden prikker i Paris er ikke noget, Riis vil ærgre sig over.
Holdet nærmer sig nemlig et godt resultat i et andet af dets mål: klassementet.
- Vi skal fokusere på andenpladsen i dag, og Chris kører sig flot op i klassementet. Det, synes jeg, er super, super flot for os og for Chris, og det må vi se, om han kan forsvare.
- Det er fantastisk, og han fortjener det, for han har forsøgt, siger Bjarne Riis.
Chris Anker Sørensen er nummer 14 i den samlede stilling. Han er 14,43 minutter efter Bradley Wiggins, som fører løbet.
/ritzau/