Holdejer Bjarne Riis mister den ene af sine to sponsorer.
Den amerikanske it-virksomhed Sungard ønsker ikke længere at skyde penge i det danske cykelhold.
"Beslutningen om at stoppe vores sponsorat er en forretningsbeslutning, som ikke vedrører holdet," siger George Thomas, SunGards vice president of communications.
Team Saxo Bank-SunGard skal derfor skifte navn, oplyser cykelholdet i en pressemeddelelse.
I 2012 vil navnet på det professionelle cykelhold være "Team Saxo Bank Professional Cycling Team."
Saxo Bank har været sponsor for Bjarne Riis siden 2008, og Saxo Banks beslutning om igen at overtage det fulde titelsponsorat glæder Bjarne Riis.
"Jeg er inderligt stolt af, at en topprofessionel virksomhed som Saxo Bank ikke blot ser de kommercielle fordele ved at sponsorere vores hold, men også viser så stor tiltro til vores arbejde ved nu at overtage det fulde titelsponsorat. Det er for mig et bevis på et fantastisk partnerskab, og jeg er overbevist om, at vi kan få endnu mere ud af hinanden i fremtiden," siger Bjarne Riis.
Fra Saxo Bank lyder det, at det fulde titelsponsorat giver god mening på grund af bankens "fortsatte geografiske ekspansion".
Sungards beslutning om at afvikle deres sponsorat påvirker ikke cykelholdets budget.