"Jeg stoler på Contador."
Sådan lyder udmeldingen fra hans chef Bjarne Riis.
"Jeg tror, han bliver frikendt. Jeg tror på hans uskyld - og jeg er overbevist om, at han er en ren rytter. Derfor tror jeg på forklaringen om, at de fundne medicinrester stammer fra den spanske bøf. Jeg kan ikke se nogen anden forklaring," siger han i et interview med Politiken.
Contador blev i årets Tour de France - som han som bekendt vandt - taget med spor af et forbudt dopingstof i blodet. Koncentrationen var dog så lav, at han skulle have 180 gange mere af stoffet, for at det ville have nogen effekt.
Bjarne Riis siger også i interviewet med Politiken, at han købte doping for mellem en halv og én million kroner gennem hele karrieren.
Ampullerne med epo blev opbevaret hjemme i køleskabet ved siden af mælk og makrelsalat.
I næste uge udkommer en selvbiografisk bog, der har DR-journalisten Lars Steen Pedesren som pennefører.