Selvom det er kommet frem, at Bjarne Riis' tour-profiler brødrende Andy og Fränk Schleck og hans betroede sportsdirektør Kim Andersen er gået bag om ryggen på Riis og skulle være på vej til et nyt luxembourgsk hold, så er den tidligere tour-vinder ikke sådan at få ned med nakken.
Med mytteriet og en haltende sponsoraftale oven i hatten indrømmer holdejeren, at tiderne på Riis-skuden har set lysere ud her få dage før Tour-starten. Men han har ikke givet op.
"Jeg ved, hvad jeg skal, men det er altså ikke noget, jeg vil dele med alle. Det vigtigste for mig er, at jeg har styr på mit hold, og at vi er klar til Tour de France. På holdet tager vi en lang snak om, hvordan vi bliver klar," siger Bjarne Riis til B.T.
Han afviser at kommentere yderligere på sit forhold til Kim Andersens afgang som sportsdirektør i søndags og rygterne om det nye luxembourgske hold. Den trængte holdejer opfordrer alle omkring holdet til at fokusere på at vinde Touren og nægter også at kommentere på sponsorsituationen.