Der er nyt blod på vej til det danske cykelhold Saxo Bank-SunGard.
Det er den portugisiske landevejsrytter Sergio Paulinho, der nu skal køre for Bjarne Riis.
Den 31-årige OL-sølvvinder fra 2004 i Athen har underskrevet en aftale for de kommende to sæsoner med Saxo Bank-Sungard.
"Paulinho er en klar forstærkning for vores hold. Han er alsidig og en hjælperytter af aboslut verdensklasse. Han kommer med en masse erfaring, han ved, hvor han skal sidde i et felt, og hans taktiske kvaliteter er ikke til at tage fejl af. Han kører en god enkeltstart og er også solid i bjergene, når han er i topform. Den kombination vil helt sikkert være til stor nytte for holdet, særligt i de store Tours," siger holdejer Bjarne Riis.
Sergio Paulinho kommer til Saxo Bank-SunGard fra det amerikanske hold, RadioShack. Her hentede den 31-årige rytter sin største sejr i karrieren, da han vandt 10. etape af Tour de France i 2010. Inden sit skifte til RadioShack var Sergio Paulinho holdkammerat med Alberto Contador på Astana.
"Jeg er virkelig glad og begejstret for at have lavet en aftale med Saxo Bank-SunGard. Holdet har altid været et sigtepunkt for mig personligt, og jeg ser frem til at arbejde med Bjarne Riis, som jeg altid har beundret. Skiftet er et vigtigt skridt i min karriere, og jeg glæder mig allerede til næste sæson," siger Sergio Paulinho.