Sangerinden Rihanna har tilsyneladende lagt det turbulente forhold til sangeren Chris Brown helt bag sig.
For anden gang på blot en uge blev hun igen set sammen med rapperen Drake, da parret lørdag spiste sammen på en restaurant i London. Torsdag i sammen uge dukkede Rihanna og Drake op på en sushirestaurant i Amsterdam sammen, skriver E! Online.
Drake, som for nylig har spillet koncert i København, bekræftede i 2013, at han dannede par med sangerinden fra Barbados, da hun og Chris Brown ikke var sammen.
Spekulationerne om, hvorvidt Drake og Rihanna ser hinanden igen, begyndte, da hun dukkede op til hans koncert i Paris i slutningen af februar. Sangeren har dog denne gang benægtet, at han skulle have noget kørende med Rihanna.
- Jeg tænker tit på, hvor godt det ville være. Vi har det sjovt sammen. Hun er sej, men vi er bare venner, sagde han i et interview med magasinet Rolling Stone for nylig.
Angiveligt har Drake og Chris Brown kæmpet om sangerindens gunst, og der har været spekulationer om, hvorvidt kæmpehittet "F**kin' Problems", hvor Drake medvirker, i virkeligheden var et offentligt vredesudbrud rettet mod Chris Brown og Rihanna.
Newspaq