Forvaltningen af tilskudskroner til dansk fiskeri er langtfra foregået efter bogen.
Det vurderer Rigsrevisionen i en ny kritisk rapport om de danske myndigheders administration af EU-støttekroner til fiskeriet. Det erfarer Politiken.
Det er planlagt, at Danmark modtager cirka 1,55 milliarder kroner fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) fra 2014-2020.
Pengene skal blandt andet finansiere projekter, "der skaber nye job og bedre livskvalitet langs de europæiske kyster".
Men ifølge Rigsrevisionen, som er Folketingets uafhængige kontrolinstans, har de danske myndigheders administration af pengene været mangelfuld.
- Rigsrevisionen vurderer, at Udenrigsministeriets forvaltning af tilskudsordningen under EHFF-programmet samlet set har været meget kritisabel, fremgår det af Rigsrevisionens rapport ifølge Politiken.
Rapporten er planlagt til at blive offentliggjort onsdag.
I august 2017 kom Rigsrevisionen med en usædvanlig hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriets og dermed en række fiskeriministres forvaltning af landets fiskekvoter.
Det medførte, at det politiske ansvar for fiskeriet blev flyttet til Udenrigsministeriet, hvor fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) er ansvarlig for området.
Ordningen fungerer således, at hvert EU-land får tildelt en andel af pengene fra EHFF ud fra størrelsen på landets fiskeindustri.
Herefter er det op til hvert enkelt land at fordele pengene til en vifte af projekter som eksempelvis nyt trawludstyr, fangstsensorer og net med større masker.
Fiskere bliver udelukket fra at modtage tilskud, hvis de gentagne gange har lavet grove fejl.
Og ifølge flere kilder vurderer Rigsrevisionen, at der har været tilfælde af mulig svig. Derudover er ansøgere blevet forskelsbehandlet af myndighederne.
Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, kalder det skræmmende, hvis der er sket forskelsbehandling af fiskere, når de mange EU-penge er blevet fordelt.
- Det er ikke godt, hvis der har siddet nogen og forskelsbehandlet. Det er jo så grelt, som noget kan være, at Jensen får, og Petersen ikke får, hvis de lever op til de samme kriterier.
- Det er ikke noget, vi er kendt for i Danmark, at det er den måde, vi uddeler midler på, siger Ib Poulsen til Politiken.
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen siger til Politiken, at hun ikke ønsker at kommentere rapporten, før den bliver udgivet onsdag.
/ritzau/