Der er drøje hug til forsvaret i et endnu ikke offentliggjort notat fra Rigsrevisionen.
Årsagen er indkøbet af skandalehelikopteren EH-101.
Da forsvarets generaler indgik kontrakten med producenten AgustaWestland, hev de nemlig bare en gammel standardkontrakt op af skuffen i stedet for at indhente den nødvendige juridiske bistand, skriver Ritzau.
- Det ville have været hensigtsmæssigt, hvis forsvaret havde sikret sig ekstern juridisk bistand i forbindelse med indgåelsen af kontrakten med leverandøren, hedder det ifølge Ritzau i notatet fra rigsrevisor Henrik Otbo.
De nye helikoptere er blevet voldsomt kritiseret for at være fyldt med fejl og kræve ekstrem meget vedligeholdelse.
Rigsrevisoren har desuden lavet et udkast til en undersøgelse af større indkøb i forsvaret efter striben af fadæser, der ud over EH101 tæller spionflyet Tårnfalken, computerprogrammet DACCIS og radaren OceanEye.