Skal man tro Rigspolitiet, så er der kommet færre bandemedlemmer i Danmark. Ifølge Rigspolitiets seneste opgørelse er der 1686 personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet herhjemme.
Det er 177 personer færre end ved årsskiftet, oplyser DR Nyheder.
Hos Rigspolitiet fortæller politiinspektør Kim Kliver, at antallet af personer med bandetilknytning hele tiden skifter:
- Nu er nedjusteringen sket.
- Og den er primært sket som følge af, at enkeltindivider og nogle løsere bandestrukturer, som har ligget nede i dét, vi kalder niveau to, er blevet opløst som følge af det pres, der har været fra miljøet - dels fra politiets side, siger han til DR Nyheder.
Rigspolitiet udgiver hvert år en rapport omkring bandekriminaliteten i Danmark. Den seneste rapport udkom i maj.
Rapporten viste, at politiet holder øje med ikke færre end 133 rockerklubber og bandegrupperinger i den danske underverden.
Rockerne rekrutterer i høj grad deres nye medlemmer fra danske hooligan-grupperinger, hvor 40-60 personer gennem de senere år er blevet rekrutteret til rockermiljøet.
Hooliganer har for eksempel optrådt som vagter for rockere, ligesom de har deltaget i nogle af rockernes konflikter. Desuden bruger rockerklubberne hooliganer til at skabe kontakt til nye medlemmer, fremgår det af rapporten.
De forskellige rockergrupperinger bredte sig i 2011 ind på hinandens territorier og optog hinandens medlemmer, og det kan føre til voldelige konfrontationer fremover, skriver Rigspolitiet i den seneste rapport.
Banderne er løsere organiseret omkring en eller flere centrale personer, og her sker rekrutteringen oftest blandt yngre søskende og familiemedlemmer, der tiltrækkes af ledernes fremtoning og livsstil.
/ritzau/