Overfald, trusler og berøvelse i folks private hjem kommer nu på Rigsadvokatens liste over kriminelle handlinger, der skal have hårdere straffe, skriver Berlingske.dk.
Både politiet og justitsministeren har rettet fokus på på hjemmerøverier. Og i dag kræver rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen i en skrivelse til landets politidirektører og statsadvokater, at alle sager runder hans bord. Det skal sikre, at der bliver krævet en tilpas høj straf, og at for milde domme bliver anket.
- Vi sidder med en fornemmelse af, at der har været en stigning i antallet af hjemmerøverier, og der er en forventning om, at vi skærper vores fokus på området. Derfor er det vigtigt, at vi koordinerer og sikrer, at disse sager bliver behandlet ensartet og hårdt over hele landet, siger Jørgen Steen Sørensen til Berlingske.dk.
Værre end almindelige røverier
Han uddyber, at hjemmerøverier generelt skal straffes hårdere end almindelige røverier, og det er justitsminister Lene Espersen (K) enig i.
- Røverier i private hjem hører til blandt de meget grove former for kriminalitet. Det bør være en skærpende omstændighed i strafudmålingen, når et røveri foregår i et privat hjem, siger hun ifølge Berlingske.dk.
Rigspolitiets tal viser, at der er i 2007 blev begået 23 hjemmerøverier.