Der er ikke grundlag for at opløse den islamiske forening Hizb-ut-Tahrir.
Det konkluderer Rigsadvokaten i en indstilling til justitsminister Lene Espersen (K) efter at have kigget foreningen efter i sømmene siden december sidste år.
Rigsadvokaten vurderer, at der ikke er bevis for, at foreningen har et ulovligt formål eller som sådan optræder ulovligt. Dermed er der ikke mulighed for at køre en sag ved domstolen om opløse foreningen efter grundloven.
- Anklagemyndigheden har ikke bevismæssigt grundlag for, at Hizb-ut-Tahrir har et ulovligt formål eller benytter sig af ulovlige metoder. Foreningen synes overordnet at ønske oprettelsen af en såkaldt kalifat-stat, først og fremmest i muslimske lande. Det er der ikke i sig selv noget ulovligt i, når agitationen finder sted inden for lovens rammer, udtaler rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.
Han erkender dog, at afgørelsen kan virke uforståelig for mange mennesker, der har svært ved at acceptere, at Hizb-ut-Tahrir kan optræde i Danmark.
- Men så længe man ikke anvender vold eller andre strafbare metoder, er der imidlertid ikke noget ulovligt i at arbejde for ordninger, der er grundlæggende forskellige fra den danske samfundsorden. Gældende ret bygger på, at det i almindelighed ikke er op til retssystemet, men til den frie debat og meningsdannelse, at bekæmpe yderligtgående synspunkter, siger Jørgen Steen Jørgensen.
Hizb-ut-Tahrir skal dog ikke regne med, at politi og anklagemyndighed helt dropper at holde øje med foreningen.
Tværtimod er der blevet iværksat en ny ordning, hvor politikredsene løbende skal indberette forhold, der kan have indflydelse på spørgsmplet om et eventuelt forbud mod foreningen. Det samme skal Politiets Efterretningstjeneste (PET).
- Formålet er løbende at vurdere, om der måtte være grundlag for en eventuel forbudssag, udtaler Jørgen Steen Sørensen.