En 22-årig forretningsmand i modebranchen og søn af en rigmand er overbevist om, at et kniv-overfald på ham i januar var planlagt.
Det sagde han tirsdag i Købehavns Byret, skriver Ekstra Bladet.
- Hvorfor skulle de lige vælge mig - en 22-årig dreng i uldfrakke?, sagde han.
Han forklarede, at han ikke havde ekstravagant tøj på, da han blev overfaldet, og at han på de sociale medier Instagram og Facebook ikke skjuler sin rigdom, når han lægger billeder af dyre biler, dyre ure og eksklusivt tøj ud til sine mange følgere.
– Det burde ikke forhøje min risiko for overfald bare fordi, jeg har dyre ting. Det er der så alligevel nogen der bliver jaloux over, og for dem er det vel en nem måde at tjene penge på, sagde rigmandssønnen til Ekstra Bladet efter retssagen.
Under overfaldet blev den 22-årige stukket to gange i maven og fik stjålet et ur til en værdi af 230.000 kroner. Det skete i Larsbjørnsstræde i indre København efter den 22-årige sammen med en ven havde forladt natklubben Hive.
Kort efter overfaldet blev to mænd på henholdsvis 25 og 27 år anholdt på Axel Torv. Den ene havde uret på sig.
Den ene nægter alt
Ifølge anklageskriftet var det den 27-årige som stak rigmandssønnen, men han nægtede sig skyldig i alle forhold.
Den 25-årige erkendte at have begået røveriet, men nægtede legemsangreb af særlig rå karakter, og forklarede at han og den 27-årige tilfældigt havde overhørt en samtale på gaden, hvor den 22-årige havde snakket om sit ur.
Rigmandssønnen afviste i retten, at han havde talt om sit dyre ur, mens han gik på gaden.
De to tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i januar, men blev tirsdag løsladt. Der ventes ifølge Ekstra Bladet at falde dom den 18. september.