Det koster 250.000 kroner at være med i Gumball 3000-rallyet, og så har man også råd til at betale de fartbøder, der nu måtte komme.
I hvert fald er deltagerne i rigmandsløbet ret ligeglade med de danske fartgrænser. I går blev en af dem noteret for at køre 190 kilometer i timen på Køge Bugt-motorvejen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi ifølge Berlingske Tidende.
Det udløste en bøde, og så kunne den fartglade rallydeltager køre videre mod Tivoli, hvor hovedparten af de 120 Gumball-biler overnattede, mens chaufførerne overnattede på diverse hoteller.
Men det var ikke kun deltagerne, der gav politiet lidt ekstra arbejde i går. Flere politifolk havde travlt med at uddele bøder til tilskuere, der havde efterladt deres køretøjer ved tilkørselsveje, på motorvejsbroer og andre steder for at se rallybilerne.
Her til morgen forlader bilerne landet og kører mod Stockholm.
Løbet startede i London i lørdags, og ruten går gennem Amsterdam, København, Stockholm, Quebec og Toronto, inden det slutter i New York.