Det trak overskrifter i både lokale og landsdækkende medier, da den fynske byggematador Michael Rosenkilde Nissen og hans kone for to år siden satte deres nybyggede gods til salg for svimlende 60 millioner kroner.
Over 100.000 danskere har været inde og tjekke salgsannoncen på ejendomsmæglerens hjemmeside, hvor en række professionelle billeder byder dig velkommen til det 775 kvadratmeter store Rosenkilde Gods ved Middelfart.
Der lader dog ikke til at være den store købevillighed til at indfri godsejerdrømmene ude bag skærmen hos alle dem, der har været inde og se boligannoncen for det blot ni år gamle gods og det dertil hørende ridecenter, der ligger på en kæmpe grund på intet mindre end 153.789 kvadratmeter.
Læs også: Vild luksus: Fynsk rigmand sætter svimlende dyrt gods til salg
Rosenkilde Gods var den anden dyreste ejendom i Danmark, da det blev sat til salg for 60 millioner kroner, og siden da er prisen sat ned med 10 millioner kroner.
JydskeVestkysten skriver, at man i dag skal hoste op med 49,8 millioner kroner, men prisfaldet har ikke fået en ny køber til at slå til.
Det fynske ægtepar har også råd til at vente på det rigtige tilbud. Ejendomsudvikler Michael Rosenkilde Nissens firma kom ud af sidste regnskabsår med et overskud før skat på 37 millioner kroner.
Hustru Helle Nissen forklarer til JydskeVestkysten, at der har været flere interesserede købere, men parret har valgt at takke nej til alle de bud, der er kommet.
- I starten troede folk, at de kunne skambyde på det. Vi satte det til salg, da krisen var ved at vende, og der var de vant til at skambyde på alting. Man kunne dårligt sælge et parcelhus, uden der var nogen, der troede, at de kunne købe det til halv pris. Vi er altid åbne for bud, men prisen skal også være realistisk, siger hun til avisen.