Den ene er bidt af en gal fodbold. Den anden bider fra sig som en gal i et køkken.
David Beckham, der for nylig meldte sin afgang fra professionel fodbold, har sammen med kokken Gordon Ramsay tidligere slået sig sammen om et fælles restaurant-projekt - og nu er der bud efter dem til at starte et nyt.
I hvert fald hvis det står til den megarige Steve Wynn, der de seneste 20 år har tjent milliarder af dollar på at genopfinde den livfulde ørkenby Las Vegas.
Steve Wynn vil nemlig gøre alt, hvad han kan - og ikke mindst alt hvad han har råd til - for at de to åbner endnu et spisested i byen lavet af neon. Det skriver The Sun.
46-årige Ramsay ejer faktisk allerede tre forskellige spisesteder i byen. Det kan Beckham ikke prale med. Til gengæld bliver restauranten ikke de to briters første fælles projekt.
Til september kan Londons indbyggere og turister se frem til at nyde et måltid mad på deres "Union Street Cafe".
Under et interview sidste år kom det frem, at det ikke bare var ren forretning for fodboldmanden Beckham.
- Vi har noget på bedding. Vi er tydeligvis gode venner, og vi er spændte på et projekt, der kan blive virkelighed meget snart. Det bliver en forretningsting, men det bliver også sjovt at eje en restaurant, sagde han dengang.
Det er endnu uvist, om det er lykkes Steve Wynn at overtale de to mænd til at prøve lykken igen.
/ritzau/