Rigshospitalets cirka 300 portører har her til formiddag nedlagt arbejdet. Det sker i protest over, at portørerne ikke selv kan vælge fagforbund med den nye overenskomst, der er trådt i kraft, efter Hovedstadens Sygehusfællesskab første januar blevet erstattet af Region Hovedstaden.
Portørerne er utilfredse, fordi Danske Regioner vil have portørerne ansat med overenskomst i Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) i stedet for i Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund:
»Forskellen for os er, at vi er helt tæt på forhandlingsbordet hos Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund, men det kommer vi ikke til at være hos FOA. Vi mister forhandlingsretten, når det gælder løn- og ansættelsesvilkår,« siger fællestillidsmand for portørerne på Rigshospitalet, Claus Poulsen, til P4 København.
Portørernes arbejdsopgaver vil i mellemtiden blive udført af et særligt nødberedskab. Det betyder blandt andet, at medarbejdere fra administrative stillinger midlertidigt hopper i portørernes træsko.