8.400 kroner. Så mange penge vil danskere med mellem- og højindkomster kunne stikke i lommen, hvis regeringens planlagte skattelettelser på fem milliarder kroner fordeles ligeligt på top- og mellemskatten.
Det viser beregninger, som
chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian har lavet på baggrund af de foreløbige
oplysninger, der er kommet frem om regeringens skatteplan, skriver Politiken.dk.
- For fem milliarder kroner kan man hæve grænsen for,
hvornår der skal betales top- og mellemskat med 30.000 kroner begge steder, siger Steen Bocian til Ritzau.
Det er dog ikke kun danskerne med gode indkomster, der får taget toppen af skatten.
Regeringen vil også bruge fem milliarder kroner på en lettelse til danskere med en lavere indkomst i form af en hævelse af det såkaldte beskæftigelsesfradrag - det fradrag, som alle danskere i arbejde har.
Det vil ifølge Steen Bocian kunne hæves fra de nuværende 2,5 procent af lønnen til 4,8 procent af lønnen.
- Det betyder, at folk med indtægter på 200.000 kroner får
en årlig lettelse på 2.500 kroner, og at folk med en indtægt på 300.000 kroner
får en lettelse på 2.357 kroner, siger Steen Bocian.
For at finansiere skattelettelserne, sættes energiafgifterne i vejret.