Det kræver mere end ægte talent at nå hele vejen til sportens verdenstop og slå klørene i medaljer til EM, VM og OL.
Det kræver også penge.
Derfor risikerer unge danskere med et naturtalent for sport - men som er født ind i familier, hvor pengene ikke hænger på træerne - at ryge i udskilningsløbet fra talent til verdensklasseatlet.
Sådan lyder konklusionen fra Team Danmark, der står bag en stor undersøgelse blandt landets bedste idrætsudøvere, skriver Jyllands-Posten.
"Man kan ikke skifte sin familie ud. Derfor kan man forestille sig, at nogle bliver sorteret fra i alderen 18-22 år, hvor man virkelig skal investere, fordi der ikke er den økonomiske opbakning, som i dag er en absolut nødvendighed," siger Michael Andersen, direktør i Team Danmark.
Det gælder især de materiale-krævende sportsgrene såsom motorsport, sejlsport og golf, hvor man rejser meget rundt i verden, fortæller han.
Undersøgelsen viser også, at et flertal af danske eliteatleter kæmper med en stram økonomi i dagligdagen. Faktisk kalder hele 62 procent deres økonomi "mindre tilfredsstillende" eller decideret utilfredsstillende.
"Jeg kan godt forestille mig, at en elitekarriere kun bliver på fem eller seks år, hvorimod den blev 8 eller 12 år, hvis man havde en bedre økonomi, og det bekymrer mig," siger Michael Andersen, der peger på guldsvømmeren Lotte Friis som eksempel.