Som nyt band skal man passe på, at man ikke lægger sig alt for hurtigt ud med kendisser.
For Jon Nørgaard, tidligere Popstars-vinder og nu manager for KATO, var Facebook-beskeder kun ment som gode råd.
Men ifølge ekstrabladet.dk opfattede modtageren det som slet skjulte trusler, fordi "Ridser i Lakken" gør grin med KATO i en ny sang.
- Det er jo intet ondt i det, vi gør. Det er ren og skær fis og ballade. Jon Nørgaard kan simpetlhen ikke forstå humoren og satiren i vores sang. Han tager det hele yderst alvorligt og bruger truende ord på en mafia-agtig måde, siger Morten Lovechild Kronborg til ekstrabladet.dk
Balladen kommer, efter Ridser i Lakken lige har udgivet nummeret "Alle ind i klubben". Her er det mange af de danske kendisser, og Jons klient, der står for skud.
Det har fået Jon Nørgaard til at sige sin mening.
- Jeg håber, at man overvejer sine ord rigtig grundigt. For mig er det en lidt billig måde at få opmærksomhed på. Men hvis man mener, det er risikoen værd, skal man selvfølgelig gøre det, skriver han på Facebook.
Nummeret skulle være udgivet i slutningen maj på det samme pladeselskab, som KATO har. Men ifølge ekstrabladet.dk er udgivelsen af nummeret blevet trukket tilbage.
Jon Nørgaard hejser dog efterfølgende det hvide flag.
- Jeg er ked af det, hvis det bliver opfattet som en trussel. Sådan er det slet ikke ment. Det er bare et godt råd. Det kan jo blive svært for "Ridser i Lakken" at arbejde sammen med andre musikere i fremtiden, hvis de sviner alle mulige musikere til i en sang, siger han til ekstrabladet.dk.